Skip to main content

Safelii søger sælgere til fremtidens nye Smart Home

Safelii har udviklet en app, der samler styring af hjemmets el, lys, varme og sikkerhed ét sted – en All-in-one App. De søger medarbejdere og tilbyder fast løn, provision, bonus, kurser og gratis startpakke.

Af: Andreas Hjort | Foto:

Safelii har gennem to år udviklet en App der kan styre lys, varme, alarmsystem, videoovervågning og meget mere. Brugeren kan styre alt det elektriske i hjemmet i en All-in-one App.

Med Safelii får man intelligent lysstyring, Intelligent ALARM med digital kontrolcentral, intelligent varmestyring og live video med optagelser. App’en er gratis, og der er intet abonnement.

Safelii er kundernes indkøbscentral og ejet af elektrikere.

Læs mere om Safelii Smart Home på www.safelii.dk.

Send dit CV til job@safelii.dk eller ring 70 20 40 60 for at høre mere.

21. april 2026

SpeedwayLigaen ansætter Lars Holm som ny direktør: Erfaren erhvervsprofil vender hjem til sporten

SpeedwayLigaen tager endnu et markant skridt i udviklingen af dansk elitespeedway.

Af: SpeedwayLigaen | Foto: SpeedwayLigaen
PRESSEMEDDELELSE

Lars Holm er ansat som ny direktør for SpeedwayLigaen ApS, og med ham får ligaen en markant profil med dybe rødder i sporten, stærk forretningsmæssig erfaring og en klar ambition om at løfte SpeedwayLigaen til nye højder.

Det er lidt af en sværvægter, der sætter sig i direktørstolen for SpeedwayLigaen – Lars Holm bringer en sjælden kombination af stærk forretningssans og en livslang passion for speedway med sig. Han har blandt meget andet tidligere opbygget og solgt sin egen virksomhed, han har drevet succesfulde boutique-hoteller i Florida og så var han manden, der i 2006/2007 trådte til som mægler i en krisetid, hvor ligaen var tæt på at lukke med blot to overlevende hold. Hans sportslige CV tæller desuden en årrække som rådgiver for den tredobbelte verdensmester Nicki Pedersen i guld-årene 2003 og 2007-2008. Kombineret med erfaring som tv-kommentator på Grand Prix-serien kender han sporten fra alle vinkler – fra ryttergården til de bonede gulve.

Bestyrelsesformand Louise Laustsen ser ansættelsen som en vigtig milepæl i arbejdet med at styrke ligaen og lægger ikke skjul på forventningerne:

Lars Holm kommer med en helt særlig kombination af kommerciel handlekraft, erfaring, pondus og en dyb forståelse for sportens særlige DNA. Han kender miljøet, han forstår menneskerne i og omkring sporten, og han ved, at udvikling kræver både respekt for traditionerne og mod til at tænke større. Vi er meget glade for, at Lars Holm har sagt ja til opgaven, og vi er overbeviste om, at han bliver en stærk drivkraft i den videre udvikling af SpeedwayLigaen.

For Lars Holm er der også en særlig dimension i at vende tilbage til sporten:

Speedway har fyldt meget i mit liv, og derfor føles det også som at komme hjem igen. Jeg har stor respekt for klubberne, kørerne, de frivillige, sponsorerne og de mange mennesker i og omkring sporten, som hver eneste dag er med til at holde dansk speedway på et højt niveau. Det er en unik sport med en stærk kultur og et særligt engagement, som man mærker med det samme.

Klar til ligaens næste fase

Han lægger ikke skjul på, at netop ambitionerne er høje, og han ser store muligheder i ligaens næste fase:

SpeedwayLigaen står på et langt stærkere fundament i dag, end da jeg selv var med til at samle ligaen i en vanskelig periode. Det er et resultat af solidt og fornuftigt arbejde fra klubberne gennem mange år. Nu handler det om at bygge videre på det store potentiale. Vi skal turde løfte blikket og udvikle ligaen både sportsligt og kommercielt, styrke det økonomiske fundament og gøre det endnu mere attraktivt at være sponsor og samarbejdspartner. Vi skal styrke synligheden, skabe mere opmærksomhed omkring sporten og samtidig fastholde og udvikle det høje sportslige niveau, som allerede kendetegner SpeedwayLigaen i dag. Når man ser på de hold, der er tilmeldt i år, er der ingen tvivl om, at publikum kan se frem til speedway fra øverste hylde.

For Lars Holm handler næste skridt om at bygge videre på sportens stærke fundament og løfte ligaen ind i en ny fase:

Dansk speedway har sat et markant aftryk på verdenskortet fra Ole Olsen og frem til i dag. Det er en arv, vi skal værne om, men det er også et stærkt fundament for at tænke ambitiøst om fremtiden. Jeg kender sporten indefra – fra kørernes perspektiv til sponsorernes behov – og jeg er klar til at give den fuld gas for at sikre, at SpeedwayLigaen står endnu stærkere sportsligt, kommercielt og i offentligheden i de kommende år.

Samtidig lægger han vægt på, at ambitionerne også skal omsættes til konkret udvikling og langsigtet værdi for ligaen:

Jeg har stor respekt for opgaven foran os og for alt det arbejde, der allerede er lagt i ligaen gennem årene. SpeedwayLigaen står et godt sted i dag, men jeg ser også et stort uforløst potentiale. Vi skal bygge videre på det stærke fundament, styrke den kommercielle platform og skabe endnu mere værdi, synlighed og relevans for sponsorer og samarbejdspartnere. Der ligger et klart potentiale i at gøre SpeedwayLigaen endnu mere attraktiv som platform for erhvervslivet, og det skal vi forløse. Samtidig skal vi udvikle ligaen med respekt for sportens stolte traditioner. Jeg er klar til at give den fuld gas for at sikre, at SpeedwayLigaen fortsat er det naturlige samlingspunkt for dansk motorsport i verdensklasse.

Ansættelsen ligger i naturlig forlængelse af den retning, SpeedwayLigaen allerede har sat med etableringen af SpeedwayLigaen ApS. Ligaen har de seneste måneder taget væsentlige skridt mod en stærkere og mere professionel struktur, og direktørrollen er oprettet med et klart fokus på at løfte ligaen kommercielt og organisatorisk samt øge synligheden omkring sporten.

SpeedwayLigaen ApS ejes af Slangerup Speedway, Team Fjelsted, Holsted Tigers, Esbjerg Vikings, Grindsted Speedway, Region Varde Elitesport, SES – Sønderjylland Elite Speedway og Nordjysk Elite Speedway.

16. marts 2026

Mette Frederiksen på rundtur i landet: De unge skal væk fra skærmen og ind i fællesskabet

Som led i valgkampen sætter Mette Frederiksen fokus på unges skærmforbrug og fremhæver de fysiske foreningsfællesskaber som et vigtigt alternativ til sociale medier.

Af: Isabella Fuglsang | Foto: Socialdemokratiet

I lørdags gæstede statsminister Mette Frederiksen Fyn for at tale om fællesskaber og unges trivsel. Her kom hun med en klar melding: Sociale medier skal begrænses, og de fysiske fællesskaber skal styrkes.

Selvom besøget fandt sted i forbindelse med et lokalt løb i Strib, var budskaberne rettet mod hele Danmark. Statsministeren benyttede lejligheden til at hylde det danske foreningsliv, som hun mener er selve fundamentet for vores samfund.

Mit bud er, at de fleste af os, der er på Christiansborg, har lært rigtig meget af foreningslivet, og jeg tror, at alle kan lære noget af at være en del af det frivillige i Danmark, lød det fra Mette Frederiksen.

Til kamp mod de sociale medier

Et af de centrale emner for statsministeren er de unges digitale liv. Hun lagde ikke skjul på, at hun ser de sociale medier som en direkte konkurrent til de sunde, fysiske fællesskaber, og hun foreslår nu flere midler for at beskytte børn og unge.

Vi har aftalt, at telefonen kommer ud af skolen nu – både i undervisningen og i frikvartererne. Men jeg mener også, at vi skal forbyde de sociale medier helt ned til 14-15 år. Vi skal sørge for, at man skal logge ind med sin alder, så man simpelthen ikke kan logge ind, hvis man ikke er gammel nok, forklarede Mette Frederiksen.

Som en modvægt til den digitale verden peger hun på efterskolerne. Og en nylig politisk aftale skal gøre det økonomisk muligt for flere familier at sende deres børn afsted, uanset indkomst, for at sikre dem adgang til tætte, forpligtende fællesskaber.

Lettere at være ung iværksætter

Udover trivsel og skærmtid fokuserede besøget også på fremtidens erhvervsliv. Statsministeren anerkendte, at det i dag kan være for “bøvlet” for unge at starte egen virksomhed på grund af administrative byrder.

Spørgsmålet er, om vi kunne lave et eller andet, hvor vi løftede nogle af de administrative byrder. Det vil jeg i hvert fald gerne være med til at kigge på, sagde hun med henvisning til de mange krav, der møder unge iværksættere, som ikke nødvendigvis kommer fra en iværksætterfamilie.

Valgkampen ruller: Husk at stemme den 24. marts

Besøget er blot et af mange stop for Mette Frederiksen i disse dage. Statsministeren rejser i øjeblikket land og rige rundt som en del af valgkampen op mod folketingsvalget, der finder sted tirsdag den 24. marts 2026.

Uanset om man er enig i regeringens politik eller har tænkt sig at sætte sit kryds et helt andet sted, er opfordringen klar: Brug din stemmeret og vær med til at præge fremtidens Danmark den 24. marts.

Du kan finde mere information om valgdagen og dit lokale afstemningssted på kommunens hjemmeside.

11. marts 2026

Mette Frederiksen: Verden er urolig, men Danmark skal styrkes indefra

I Torvehallerne talte statsministeren om krig, energipriser og børns mistrivsel, mens hun i interview med LokalNyt pegede på behovet for at styrke Danmark indefra.

Af: Andreas Hjort | Foto: Socialdemokratiet

Tirsdag den 10. marts besøgte statsminister Mette Frederiksen Torvehallerne i Vejle til arrangementet En samtale om verden og hverdagen. Her deltog hun i en åben samtale med Christian Degn om international uro, velfærd og danskernes hverdag midt i valgkampen frem mod folketingsvalget den 24. marts.

Danmark skal styrkes indefra

Forud for arrangementet talte LokalNyt med statsministeren om de vigtigste temaer i valgkampen. Her sagde hun, at hendes vigtigste mål er at styrke Danmark indefra, selv om verden er præget af uro.

Lokalet var fyldt, da Mette Frederiksen og Christian Degn gik på scenen i Torvehallerne. Foto: Socialdemokratiet.

Det jeg håber mest på, og det jeg kommer til at arbejde mest for, det er, selvom vi er i gang med at håndtere en meget urolig verden, at vi også styrker Danmark indefra, sagde Mette Frederiksen til LokalNyt.

Den samme pointe gik igen fra scenen i Vejle, hvor hun koblede udenrigspolitik sammen med danskernes hverdag.

Vi skal have bragt energipriserne ned. Vi skal have styr på vores ydre grænser. Og så, hvis du spørger mig, skal vi også have et ordentligt velfærdsløft, sagde hun under arrangementet.

Udenrigspolitik fylder mere

Ifølge statsministeren fylder udenrigspolitik mere i denne valgkamp end tidligere. Det sagde hun også til LokalNyt, hvor hun pegede på, at krig, konflikt og oprustning fylder langt mere end i tidligere valgkampe.

På scenen i Vejle sagde hun desuden:

Verden er jo blevet så urolig, at det, der er nyheder om morgenen, ikke længere er nyheder om aftenen.

Børnefamilier og mistrivsel fylder

Samtidig fortalte Mette Frederiksen til LokalNyt, at hun især møder bekymringer fra børnefamilier.

Jeg tror, det der gør størst indtryk lige nu, det er børnefamilier, der har det svært, fordi der for eksempel er skolevægring hos deres børn, sagde hun til LokalNyt.

Også det tema fyldte under arrangementet, hvor hun pegede på mistrivsel blandt børn og unge som en voksende udfordring.

Vi ser skolevægring i et omfang, vi aldrig nogensinde har oplevet før. Det tynger rigtig mange familier, sagde hun fra scenen.

Velfærd er fortsat vigtigst

Selvom den internationale situation fylder mere end tidligere, fastholdt statsministeren i interviewet med LokalNyt, at velfærd fortsat er hendes vigtigste prioritet.

Hvis jeg kun må vælge én ting, så bliver det, at vi skal gøre Danmark stærkere indefra også, og det er selvfølgelig vores velfærdssamfund, der er det vigtigste, sagde hun til LokalNyt.

Statsministerens besøg i Vejle var en del af hendes rundtur i landet i forbindelse med valgkampen frem mod folketingsvalget den 24. marts.

10. marts 2026

Ny mand i spidsen af føtex Vanløse: Begyndte sin karriere som ungarbejder

Rasmus Jørgensen er ny varehuschef i føtex Vanløse. Han har vikarieret på posten siden årsskiftet, men er nu blevet fast mand på pinden, og han glæder sig til at være med til at gøre en forskel for kunderne og kollegerne.

Af: Salling Group | Foto: Salling Group
Pressemeddelelse

Udover at gå med aviser har 36-årige Rasmus Jørgensen aldrig været andre steder end i føtex.

For 20 år siden begyndte han som servicemedarbejder i Lautrupcentret i Ballerup, inden han blev elev. Og allerede dengang satte han sig et klart mål, da varehuschefen spurgte, hvad han drømte om.

Jeg var iskold. Jeg sagde: Jeg vil have dit job, griner Rasmus Jørgensen og husker tydeligt tilbage på sin klare udmelding.

Og han fik ret. Dog blev han ikke varehuschef dér, men for fire år siden kom han i spidsen af føtex på Hvidovrevej, efterfølgende på Nordre Fasanvej, og han er netop begyndt som ny varehuschef i føtex i Kronen Vanløse. Han har vikarieret for den tidligere varehuschef i Vanløse siden årsskiftet, men fra marts er han blevet en fast del af huset.

Det er et lækkert varehus med gode udfordringer og mange fantastiske kunder, som stiller krav til os. Jeg vil gøre, hvad jeg kan for at gøre en forskel for nærmiljøet og bakke op om lokale tiltag. Vi vil rigtig gerne være kundernes foretrukne indkøbssted, og jeg er vild med mine engagerede kolleger, som har ild i øjnene og vil gøre alt, hvad de kan for at give kunderne gode oplevelser, når de handler hos os, siger Rasmus Jørgensen og fortsætter:

Jeg glæder mig til at være med til at gøre en forskel, og eftersom vi jo ligger i Kronen, joker jeg lidt med, at jeg ser frem til at sætte kronen på værket.

Venskaber for livet

Til sommer er det 20 år siden, han begyndte i føtex, og dengang havde han i første omgang ikke forestillet sig, at han skulle være med ombord i så mange år.

Jeg kan huske, at der var en 25-års jubilar, og at det godt nok var mange år, men nu er jeg der næsten selv. Det har været en fantastisk tid med spændende udfordringer, gode kolleger og venskaber for livet, siger han og fortsætter:

Jeg bliver motiveret af at udvikle mine kolleger. Jeg synes for eksempel, det er fedt at se en elev, der kommer videre i systemet, og at jeg kan være med til at være en rollemodel for de mange unge mennesker, som måske har deres første job og er på vej ind i voksenlivet.

Lige præcis rollemodel, er en af mange egenskaber, som regionschef i føtex, Jakob Larsen, fremhæver hos den nye varehuschef i Vanløse:

Rasmus Jørgensen er virkelig god til at gå forrest og er en rigtig god rollemodel for alle kollegerne – han er indbegrebet af en moderne leder og har en fantastisk evne til at skabe resultater gennem sine kolleger. Han er virkelig dygtig til både at drive et varehus og til at udvikle mennesker. Hans profil er et godt match til føtex Vanløse, og han har været hurtig til at skabe glæde, gejst og motivation i varehuset, fortæller Jakob Larsen.

For Rasmus Jørgensen har det altid været vigtigt at udføre arbejdet og opgaverne på en ordentlig måde, og samtidig bliver han drevet af at konkurrere – måske stammer det fra hans baggrund som tidligere elitesvømmer i Triton Ballerup.

Jeg går altid allin – jeg gør ikke noget halvt, fortæller Rasmus Jørgensen, som i øvrigt stadig svømmer flere gange om ugen – “det er mit frirum”, som han siger.

Rekrutteringen af hans afløser i føtex på Nordre Fasanvej er i gang.

17. november 2025

Mette Frederiksen: “Det vigtigste er vores børn – og vores demokrati”

Statsministeren har de seneste uger rejst landet rundt med klare budskaber om bl.a. børn, sociale medier og Danmarks fremtid.

Af: Isabella Ravn Fuglsang | Foto: Stefan Cavalieri

Statsminister Mette Frederiksen besøger i disse uger en række danske byer for at møde borgere ansigt til ansigt og tale om de udfordringer og valg, Danmark står overfor.

I den forbindelse tog hun sig lørdag den 15. november tid til et kort interview med LokalNyt – lige inden arrangementet “Vores tid, vores valg – en samtale om Danmark” i Slagelse, hvor hun sammen med tv-vært Ida Wohlert sætter fokus på alt fra børns trivsel til økonomi, velfærd og fremtidens prioriteringer.

“Der er simpelthen så meget godt lokalt engagement alle steder”

Under sin turné har statsministeren besøgt flere forskellige kommuner, og vi spurgte hende, hvad der især har gjort indtryk:

Der er meget opbakning, det er vi glade for. Mange mennesker, der gerne vil komme at hilse og sige lidt om, hvordan de har det. Og det er klart, det er den nære velfærd, som betyder mest, fortæller hun.

Samtidig understreger hun, at billedet rundt om i landet både rummer stærkt lokalt engagement og områder, hvor der fortsat er udfordringer:

Jeg bliver bekræftet i, hvor godt et land vi har, og hvor mange der gør sig umage. Der er også udfordringer – blandt andet på dele af ældreplejen. Det er helt sikkert et sted, jeg synes, vi skal gøre det bedre. Men der er virkelig også meget godt i Danmark.

“Sociale medier kommer til at splitte os i atomer”

Et af de mest omdiskuterede emner lige nu er unges skærmvaner og den kommende aldersgrænse for sociale medier. Vi spurgte statsministeren, hvorfor den gode samtale i hjemmet ikke længere er nok.

De sociale medier er designet til at gøre os afhængige. Algoritmerne er lavet til det. Derfor har de fleste af os svært ved at styre det – især efter Reels kom, og man bare kan sidde og blive ved og blive ved, siger hun.

Den nye aldersgrænse skal ses som en beskyttelse, mener hun:

For mig handler det om, at vi som samfund tør beskytte det vigtigste. Det er selvfølgelig vores børn – men det er også vores demokrati. De sociale medier kommer til at splitte os i atomer, og tonen er allerede blevet rigtig grim.

Statsministeren er desuden overbevist om, at en fast aldersgrænse vil gøre hverdagen lettere for både børn, forældre og skoler:

Det er jeg ikke i tvivl om. Ligesom når vi nu forbryder telefonen i skolen, så gør det det også meget lettere for læreren og i øvrigt også for børnene. At det ikke skal forhandles. At det ikke er en mulighed. Det er bare sådan, det er. Når man er i skole, så modtager man undervisning, og man er en god kammerat. Og derhjemme, der kommer der selvfølgelig stadigvæk til at være nogle diskussioner, men jeg tror faktisk, at det bliver lettere for forældrene. Fordi når der er flere grænser i skolen, og når der er en aldersgrænse i det hele taget, så understøtter det jo også, når forældrene så siger, læg skærmen væk, når vi spiser aftensmad. Eller man må ikke have den med, når man går i seng om aftenen.

Valget på tirsdag: Statsministerens budskab til danskerne

Med Kommunal- og Regionsvalget lige om hjørnet bad vi hende afslutningsvis om et budskab til vælgerne:

Jeg håber, de stemmer socialdemokratisk. Selvom vi står i en urolig verden, og selvom militær oprustning er vigtig, skal vi have et stærkt velfærdssamfund på den anden side af det her.

Da Mette Frederiksen efterfølgende indtog scenen i MovieHouse i Slagelse, blev det med en fyldt sal af borgere, der også ønskede at stille spørgsmål, lufte bekymringer og høre mere om regeringens visioner.

Og anført af tv-vært Ida Wohlert blev der diskuteret en bred vifte af aktuelle temaer – blandt andet fødevarepriser, Ukraine-krigen, Ruslands trussel og klimaforandringerne.

En ting er sikker: Samtalen om Danmark fortsætter – også efter valget tirsdag.

Husk at gøre din stemme gældende

Kommunal- og Regionsvalget nærmer sig, og tirsdag den 18. november går danskerne til stemmeurnerne.

Din stemme er med til at forme rammerne for den hverdag, vi alle er en del af – både lokalt og regionalt. Uanset hvem du støtter, er det vigtigste at møde op og være med til at sætte retningen for fremtidens Danmark.

4. november 2025

Mette Frederiksen: “Ved kommunalvalget er det velfærd, der er det vigtigste”

I disse dage besøger statsminister Mette Frederiksen (A) borgere og partifæller landet over. Vi mødte hende i Silkeborg den 1. november til en snak om lokalpolitik på tværs af landet.

Af: Nete Hjort Ploug | Foto: Stefan Cavalieri

Plakaterne hænger tæt, og kandidater deler håndtryk og bolsjer ud i gaderne for at få os til at sætte et kryds i netop deres boks til kommunalvalget den 18. november 2025. Men hvad betyder vores stemme, og hvad er det, vi skal tage stilling til, når det handler om kommunalpolitik? Det talte vi med Mette Frederiksen om, da hun besøgte Silkeborgs borgere og borgmester lørdag den 1. november.

Den nære politik skal fylde i valgkampen

Silkeborgs Torv dannede ramme om et politisk møde mellem borgere, lokale politikere og statsminister Mette Frederiksen, som var kommet for at støtte op om Socialdemokratiets kandidater og borgmester Helle Gade (A) og høre, hvad der rører sig lokalt.

Om sin tilstedeværelse i landets socialdemokratiske kommuner, siger Mette Frederiksen:

Jeg tror, det gør noget, når man som parti står sammen på tværs af det lokale og det nationale.

Hun understreger, at regeringen og kommunerne har en tæt dialog om de udfordringer, der fylder, især økonomien, og hvordan man bedst kan understøtte lokale løsninger.

Silkeborg fremhæves som et eksempel på en kommune, hvor det går godt, og derfor ender samtalerne med lokalpolitikere og borgere ofte på de helt konkrete og nære velfærdstilbud. Dagsordenerne varierer fra kommune til kommune, men velfærden er i fokus på tværs af byerne:

Folk er optaget af, hvordan børnene har det i børnehaven, og hvordan skolen fungerer. Velfærden er den røde tråd, siger statsministeren og peger på, at det netop er dét, den politiske dialog skal handle om op til valget:

Jeg synes, det er det, den kommunale valgkamp skal handle om, fordi det er det, kommunalpolitikkerne sidder og træffer beslutninger om. For mig handler kommunalvalget jo i virkeligheden om alt det, der er vigtigst i vores hverdag. Det er handicappolitik, det er børneområdet, det er, hvordan byen hænger sammen.

En klar opfordring

Statsministerens besøg handler ikke kun om opbakning til partifæller. Det handler i høj grad også om at være til stede og i øjenhøjde med borgerne i de kommuner, hun besøger:

Når vi er her i dag, står på gaden og er tilgængelige, så er det vores forsøg på, hvis der er nogle barrierer, at være med til at bryde dem ned. Vi gør jo, hvad vi kan for at være til stede. Hvis man har nogle idéer, eller hvis man har noget, man ikke synes fungerer godt – ris, ros – så kom og sig det til os. Vi vil gerne høre det, og vi vil selvfølgelig også gerne gøre tingene anderledes, når der er noget, der ikke er, som det skal være.

Vi beder statsministeren om at pege på én ting, vælgerne skal tænke på, når de går til stemmeurnerne:

Velfærd, vil jeg sige. I kommunalvalget er det velfærd, der er det vigtigste.

Valgdeltagelsen: en demokratisk udfordring

Valgdeltagelsen ved kommunalvalg ligger generelt lavere end ved folketingsvalg, og det rejser spørgsmålet om, hvordan man kan styrke borgernes engagement i lokalpolitik:

Vi forsøger at være så tydelige som muligt om, at der er valg. Det er jo også derfor, jeg er her nu, siger Mette Frederiksen og fortsætter:

Jeg ved faktisk ikke, hvad man kan gøre mere end at opfordre folk. Vi lever i verdens bedste demokrati, så jeg synes, at man skal bruge de muligheder, man har. Jeg synes egentlig også, at man har en forpligtelse til at gå ned og være med til at stemme og orientere sig i den lokale presse.

Deltag i demokratiet

Besøg din kommunes hjemmeside for løbende opdateringer om kommunal- og regionsvalget. Her kan du læse, hvilke beslutninger din stemme påvirker i dit nærområde, og få en samlet liste over lokale kandidater, så du kan sætte dit kryds der, hvor det giver mening for dig.

1. oktober 2025

Charity for Cancer mangler kun 27 medlemmer for at blive godkendt som NGO

Charity for Cancer står på tærsklen til en vigtig milepæl. Organisationen mangler blot 27 medlemmer for at kunne registreres som en officiel NGO, og du kan gøre en vigtig forskel.

Af: Nete Hjort Ploug | Foto: Kim Guhle /Charity for Cancer

Charity for Cancer har i flere år arbejdet målrettet for at støtte kræftramte og deres pårørende gennem oplysning, fundraising og fællesskab. Organisationen har allerede opnået stor opbakning, men for at blive anerkendt som en Non-Governmental Organization (NGO) kræver det et bestemt antal registrerede medlemmer, og nu mangler der kun 27.

At blive en NGO vil åbne nye døre for Charity for Cancer. Det vil give adgang til flere ressourcer, større troværdighed og mulighed for at søge støtte fra både nationale og internationale fonde. NGO-status vil også styrke organisationens stemme i den offentlige debat og give bedre muligheder for at samarbejde med andre aktører på kræftområdet.

Et kald til fællesskabet

Kim Guhle, stifter og administrerende direktør i Charity for Cancer, opfordrer på organisationens vegne alle, der ønsker at gøre en forskel, til at melde sig ind. Et medlemskab er ikke kun en støtte til en god sag. Det er også et skridt mod at styrke en organisation, der arbejder for livsvigtig forandring.

Hvis du vil være med til at gøre en forskel og hjælpe Charity for Cancer med at nå NGO-status, kan du melde dig ind via organisationens hjemmeside. Et medlemskab hos Charity for Cancer koster 200 kr. om året, og pengene går ubeskåret til den gode sag.

30. september 2025

Lokalt Klimafolkemøde i Vanløse – Søndag den 5. oktober Kulturstationen Vanløse

Hvordan kan vi sammen tage grønnere valg i hverdagen – og hvordan sikrer politikerne de rigtige rammer? Det er nogle af de spørgsmål, der er i centrum, når de tre lokaludvalg i Bispebjerg, Brønshøj-Husum og Vanløse inviterer til et stort lokalt klimafolkemøde søndag den 5. oktober på Kulturstationen Vanløse.

Af: Brønshøj-Husum Lokaludvalg | Foto: Brønshøj-Husum Lokaludvalg
PRESSEMEDDELELSE

Klimafolkemødet samler borgere, eksperter, politikere og foreninger til en dag med inspirerende oplæg, workshops, kultur og debat. Målet er at gøre det lettere – og sjovere – at leve bæredygtigt i hverdagen.

Klimaforandringerne kan virke uoverskuelige, men vi kan alle gøre en forskel i vores hverdag. Når vi står sammen i lokale fællesskaber, bliver det både nemmere og mere meningsfuldt at handle grønt, siger Christoffer Rosenkrands fra Brønshøj-Husum Lokaludvalg.

Vi i Grønne Nabofællesskaber deltager i dette lokale Klimafolkemøde, fordi vi ved at jo mere lokalt vi skaber handling i fællesskaber desto mere kommer der i gang, siger Bent Mariager, initiativtager, talsperson og national organizer i Grønne Nabofællesskaber

Programhøjdepunkter
  • Åbningstale ved Teknik- og Miljøborgmester Line Barfod
  • Inspirerende oplæg af klimajournalist Signe Wenneberg og klimaaktivist Esther Michelsen Kjeldahl
  • Workshops om mad, bolig, transport, forbrug og fællesskaber
  • Klimatalk med klimapsykolog Solveig Roepstorff eller oplæg af forsker og Andelsgårde-stifter Rasmus Willig
  • Kulturindslag: Fællessang, spoken word med lyriker Ditlev Damhus, klimateater og kreative upcycling-workshops
  • Politisk debat modereret af journalist Iben Maria Zeuthen, med et bredt panel fra Københavns Borgerrepræsentation
  • Derudover byder dagen på byttemarked, Repair Café, hatteworkshop og masser af mulighed for at møde lokale aktører, som arbejder for grøn omstilling.
Politikerdebatten

Dagen rundes af med en stor debat, hvor politikere fra alle partier diskuterer, hvordan vi sammen når målet om at gøre København klimapositive – og hvilke rammer der skal til, for at københavnerne kan vælge mere klimavenligt i deres hverdag.

Panelet består af:
Morten Melchiors (K)
Astrid Hørby Aller (SF)
Anders Fausbøll (V)
Alexander Ryle (LA)
Laura Marie Rosenvinge Christensen (S)
Birgitte Kehler Holst (Å)
Katrine Hassenkam Zoref (Ø)
Christopher Røhl (RV)

Praktisk information

Tid: Søndag den 5. oktober,  Kl. 11.00 – 18.00

Sted: Kulturstationen Vanløse
Gratis adgang – kræver tilmelding via Billetto

For yderligere information:
www.klimafolk.dk
Følg arrangementet på Facebook: Det lokale klimafolkemøde

Fra Hillerød til Aarhus: George og Martin byder velkommen i nyt autocenter

Efter stor interesse åbner Byens Autocenter officielt dørene til den nye afdeling i Aarhus den 5. oktober, og fejrer begivenheden med en festlig åbningsdag for både nye og gamle kunder.

Af: Nete Hjort Ploug | Foto: Byens Autocenter Aarhus
Annoncørbetalt Indhold

George (t.h.) og Martin (t.v.) står klar til at modtage kunder fra nær og fjern i Byens Autocenter Aarhus. Det er ikke kun de to bilsælgere, der glæder sig til at kunne byde velkommen. Byens Autocenter Hillerød har oplevet stor interesse fra kunder, der efterspørger en afdeling i Jylland, og nu bliver ønsket til virkelighed.

Mere end 25 års erfaring

Afdelingen i Hillerød åbnede i 1997, hvor George indtil for nylig har haft sin gang de sidste 15 år. Autocentret har altid haft stor interesse fra kunder i hele Danmark, men afstanden gjorde naturligt hele købs- og salgsprocessen besværlig for både autocentret og sine kunder.

Mange har ofte sagt til os: “Gid, I havde en afdeling i Jylland”. Det har vi nu, siger George, der skal betjene kunderne fra den nye afdeling sammen med sin makker, Martin, der også har en baggrund som bilsælger gennem mange år. George forstætter:

Vi har brugt meget tid på at finde ud af, hvor det ville være bedst for vores kunder at åbne en ny afdeling. Vi synes, at vi har fundet det bedste sted i Aarhus, så vi greb chancen.

Både i afdelingen på Sjælland og i Jylland kan du forvente at møde sælgere, der vil gå den ekstra mil for at gøre handlen til en god og tryg oplevelse:

Vores topprioritet er altid kundens tilfredshed, siger George, der også påpeger, at Byens Autocenter er en af de stærkeste på markedet i forhold til finansiering og forsikringer:

Vi samarbejder med fire forskellige banker og tilbyder forsikringer samt udvidet garanti, så kunden kan være tryg. 

Byens Autocenter handler med biler i et bredt udvalg af prisklasser og mærker. Med deres omfattende erfaring og kendskab tilbyder de kompetent rådgivning, der sikrer kunderne en god og tryg handel, hvad enten de vil sælge eller købe.

Åbningsfest søndag den 5. oktober

Kom med indenfor, når Byens Autocenter markerer åbningen af den nye afdeling i Aarhus. Dig og hele familien kan se frem til en hyggelig og uformel atmosfære med forskellige overraskelser i løbet af dagen. Autocentret byder på lidt godt til ganen til alle, der kommer og fejrer dagen med dem. Børnene bliver heller ikke glemt: der uddeles godteposer med små overraskelser.

Det kan du glæde dig til:
  • Masser af biller
  • Overraskelser i løbet af dagen
  • Forfriskninger: sødt, koldt og varmt
  • Godteposer til børnene
  • Masser af god stemning og glade mennesker

Adresse: Bredskiftevej 2, 8210 Aarhus V
Dato: Søndag den 5. oktober
Tidspunkt: Kl. 11.00 – 17.00

Arrangementet er åbent for alle, og George og Martin glæder sig til at byde besøgende fra nær og fjern velkommen til en dag med smil, stemning og masser af biler i mange prisklasser.